Er drømmen et sommerhus med eminent udsigt som mest af alt fører tankerne til en hytte i alperne? Så læs videre her. I området der i folkemunde kaldes De sjællandske alper ligger der på toppen af bakkerne en håndfuld sommerhuse der har en helt ekstraordinær udsigt. Her dykker hav- og fiskeørnene helt tæt på husets terrasse. Disse få udsigtshuse kommer sjældent til salg, men nu har en heldig køber altså muligheden for at nyde de næste mange årstider fra første parket mod de smukke landskaber.
Huset er flot istandsat med nyere gulve og køkken fra 2021. Køkkenet er i åben forbindelse til den skønne og lyse stue hvor der er direkte udgang til den meget store og hævede terrasse med kig til hele området. Huset rummer to dejlige værelser (det ene med udgang til terrassen). Savner du et ekstra værelse, så rummer det skønne gæstehus med eget bad og toilet rig mulighed for teenageren eller gæsterne. Huset bliver flittigt brugt hele året og er nemt at holde varmt med både varmepumpe og brændeovn. Grunden er nem at holde, da der ikke er en stor plæne der skal plejes. Til gengæld er der god plads til at installere vildmarksbad hvor udsigten kan nydes. Huset fremstår fuldstændig indflytningsklart.
En kort tur fra huset finder du Maglesø, en af Danmarks bedste badesøer med 3-stjernet badevand. Huset er beliggende omkranset af fredet og beskyttet natur. Der er kun 30 sommerhuse og naboerne har haft husene i årevis. Dette sikrer det gode naboskab hvor der da også holdes en årlig middag. Brorfeldeobservatoriet ligger kun en kort cykeltur fra sommerhuset. Hele området er et af de såkaldte og få Dark Sky områder på Sjælland. Dette betyder at området både er naturfredet og lysfredet, hvilket er helt unikt kun 50 minutter fra Rådhuspladsen.