Vejby Strandvej 23, 3210 Vejby

Klassisk sommerhus i den helt rigtige stil!

Huset kan bedst betegnes som et forklædt ældre sommerhus for der er ikke meget tilbage af det oprindelige sommerhus fra 1953, men stilen og charmen er heldigvis fuldstændig bevaret. Huset er gennemgribende renoveret og tilbygget i 2007. Harmonien med den sorte træfacade og de hvide sprossede vinduer er her stadig. Huset er charmerende og hyggeligt og fremstår i dag som det oplagte sommerhus for familien der ønsker et stort flot badeværelse, loft til kip, varmepumpe, stor træterrasse og ekstraordinært lysindfald gennem gavlvindue og de hyggelige sprossede termoruder. Her falder dine skuldre ned når du sidder på terrassen og kigger ned over den lukkede og nemme have. Fra den rummelige entré er der adgang til stort brusebadeværelse og her er der gulvvarme ligesom i entréen. Stuen er lys og rummelig med delvis loft til kip og trappe til hemsen der er oplagt for ekstra soveplads eller legeområde for børn eller børnebørn. Herudover byder huset på hyggeligt køkken og soveværelse. Der er 2 udhuse hvoraf det ene er med toilet og det vil være en oplagt mulighed, at indrette som anneks med eget toilet.

Beliggenhed: Her finder du ro, men du behøver ikke kede dig. Du kan evt. lade bilen stå der hjemme for her er gåafstand til bussen. Området er skønt og attraktivt med kun få hundrede meter til stranden, busstoppestedet, indkøb og den skønne natur ved Heatherhill. Her er et skønt sommerliv. Udenfor sæsonen er her også dejligt og en tur ved stranden kan bringe både frisk havluft og et flot stykke rav med hjem.

Et skønt sted med plads til ro og nærvær.